Når vi ikke tryller med dit liv

…arbejder jeg på en skole, for tiden mest i indskolingen. Hver dag kommer jeg beriget hjem. Jeg kommer også træt hjem. Bevares. Det er 5-8-årige børn, jeg har med at gøre, og de er larmende, grænsesøgende og åndssvagt irriterende ind imellem. Især når de kommer i grupper på 20+, hvilket klasser jo typisk gør.

Heldigvis fylder det mere, at jeg, hver eneste dag, har flere oplevelser med de enkelte børn, som fylder alle hjørner af mig ud med kærlighed til de her små sjæle. De vil så gerne connecte. Med deres klassekammerater. Med mig. Med dem de møder. De stinker til det nogle gange. De er territoriale ad helvede til og/eller små politimænd. Det er vildt at iagttage den entusiasme, de går til opgaven med, når de diskuterer med hinanden. Min opgave er altid at skabe rum for forståelse af den andens perspektiv og at skabe rammen for, at vi alle kan være der. Sammen. Flere gange om dagen skaber jeg rammen ved at være MEGET TYDELIG i mine verbale retningslinjer for, hvordan man opfører sig, så vi kan være der alle sammen. Endnu flere gange om dagen skaber jeg rammen for, at alle bliver set og hørt – og det er ikke altid verbalt. Eksempelvis kan jeg godt lide at gå en runde og lige give alle en mini-skuldermassage, når vi møder om morgenen. Det fleste kigger lidt overraskede og glade på mig, når det sker. For vi har travlt med at få ungerne og os selv ud ad døren om morgenen – og så kan man godt have brug for at blive grounded. For mig er det ikke det bog-faglige, der er mest i fokus. Det er, at de unger, jeg har med at gøre, kan mærke, at jeg værdsætter dem, og at de vokser og bliver store mennesker, der ved, at de er elskede og har værdi, som ikke er knyttet til præstation. Også selvom de er irriterende og grænseoverskridende ind imellem. Heldigvis kan jeg altid finde noget ved dem, som jeg holder af, og det forstørrer jeg, hvilket har den effekt, at jeg holder endnu mere af dem og kan se flere og flere ting ved dem, som er sødt, charmerende, sjovt.

Noget af det bedste, jeg ved, er, når jeg møder om morgenen, og på vej op ad trappen bliver mødt af børn, der krammer mine ben (!) og i forbifarten råber: ’Hej Kiiiit, hej Kitt-Kat’, eller hvad de nu ynder at kalde mig. Når jeg kigger ind i de der glade ansigter og taler med dem om, om de har sovet godt, om de er blevet klippet eller hører om at: ’I dag skal den og den med mig hjem og lege’ så bliver MIN dag instantly meget bedre. INSTANTLY! Og jeg har intet andet ønske end at gå på en trappe på en skole i Sydhavnen med larm, stress og jag og connecte med det barn, jeg taler med og udveksle ’Jeg ser dig, jeg hører dig, jeg holder af dig, du betyder noget for mig’ som jo er det, der foregår neden under snakken om frisurer, nye skoletasker og jokes om mine briller. Min mission er, at de børn, jeg kommer i berøring med i mit arbejde, føler sig set, trygge og elskede. Min mission for mig selv er at føle mig set, tryg og elsket – først og fremmest af mig selv, så jeg tør træde frem, åbent og ærligt, i mødet med morgen-trappe-børn, kolleger, forældre og hvem jeg ellers møder på min vej. For jeg har fundet ud af at, når jeg træder ærligt frem, så opstår magien imellem os. Så bliver jeg fyldt op og kan gå ud i verden og give det videre. Det er bæredygtighed, der giver mening. For vi LÆNGES, LÆNGES, LÆNGES efter anderkendelse, påskønnelse og kærlighed. Alle sammen.

Og når jeg går på den der trappe en morgen kl 7.57, så er jeg virkelig lykkelig…