Når vi ikke tryller med dit liv

…arbejder jeg på en skole, for tiden mest i indskolingen. Hver dag kommer jeg beriget hjem. Jeg kommer også træt hjem. Bevares. Det er 5-8 årige unger jeg har med at gøre og de er larmende, grænsesøgende og åndssvagt irriterende ind imellem. Især når de kommer i grupper på 20+, hvilket klasser jo typisk gør.

Det der heldigvis fylder meget mere end ovenstående er, at hver eneste dag har jeg flere oplevelser med de enkelte børn, som fylder alle hjørner af mig ud med kærlighed til de her små sjæle. De vil så gerne connecte. Med deres klassekammerater. Med mig. Med dem de møder. De stinker til det nogle gange. De er territoriale ad helvede til og/eller små politimænd. Det er vildt at iagttage den entusiasme de går til opgaven med når de diskuterer med hinanden. Min opgave er altid, at skabe rum for forståelse af den andens perspektiv og at skabe rammen for, at vi alle kan være der. Sammen. Flere gange om dagen skaber jeg rammen ved at være MEGET TYDELIG i mine verbale retningslinier for, hvordan man opfører sig så vi alle kan være der. Endnu flere gange om dagen skaber jeg rammen for at alle bliver set, hørt og mærket – og det er ikke altid verbalt. Eksempelvis kan jeg godt lide at gå en runde og lige give alle en mini-skuldermassage når vi møder. For vi har sgu så travlt om morgenen når vi skal på arbejde og de unger skal i skole, og så kan man godt ha brug for at blive groundet lidt.

Det fleste kigger lidt overraskede og glade på mig når det sker. Det er de ikke helt vant til. For mig er det ikke det bog-faglige der er mest i fokus. Det er at de unger jeg har med at gøre kan mærke, at jeg er vild med dem og at de vokser og bliver store mennesker der ved, at de er elskede og har værdi som ikke er knyttet til præstation. Også selvom de er irriterende, og grænseoverskridende ind imellem. Heldigvis kan jeg altid finde noget ved dem, som jeg holder af og det forstørrer jeg, hvilket har den effekt at jeg holder endnu mere af dem og kan se flere og flere ting ved dem, som er sødt, charmerende, sjovt.

Noget af det bedste jeg ved er, når jeg møder om morgenen og på vej op ad trappen bliver mødt af børn der krammer mine ben (!) og i forbifarten råber: ’Hej Kiiiit, hej Kitt-Kat’ eller hvad de nu ynder at kalde mig. Når jeg kigger ind i de der glade ansigter og taler med dem om, om de har sovet godt, om de er blevet klippet eller hører om at: ’I dag skal den og den med mig hjem og lege’ så bliver MIN dag instantly meget bedre. INSTANTLY. Og jeg har intet andet ønske end at gå på en trappe på en skole i Sydhavnen med larm, stress og jag og connecte med det barn og udveksle ’Jeg ser dig, jeg hører dig, jeg holder af dig, du betyder noget for mig’ som jo er det der foregår neden under snakken om frisurer, nye skoletasker og jokes om mine briller. Min mission er, at de børn jeg kommer i berøring med i mit arbejde føler sig trygge, set og elskede. Min mission er også, helt egoistisk, selv at blive fyldt op. For vi LÆNGES, LÆNGES, LÆNGES efter mødet med andre, connection, forbindelse, kærlighed – kært barn, mange navne. Alle sammen. Og jeg har fundet ud af at jo flere jeg connecter med og jo mere klart og ærligt jeg tør træde frem sammen med de unger, jo mere bliver jeg selv fyldt op og kan gå ud i verden og give det videre. Bæredygtighed på allerhøjeste plan sir’ jeg bare. Prøv det!

Og når jeg går der, på trappen, kl. 7.57, med så meget liv omkring mig så er jeg åndssvagt lykkelig…