Wolfwoman tales – Dag 1

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal starte. Så nu starter jeg bare midt i det hele og arbejder mig igennem derfra. Det er faktisk sådan jeg tænker bedst. Min hjerne er bare ikke bygget særlig lineært eller logisk op. Den er mere som sådan et stort rum med ALT indeni. Der er tanker, sansninger, farver, musik, glæde, ked-af-det-hed, vrede, ekstatisk hyper-ness osv. Det er en blandet landhandel derinde. Jeg kan godt li det og jeg kan fint navigere i det. Jeg har det helt fint med at agere ud fra en blanding af intuition og realitetstjek. 

I. 

Den. 

Rækkefølge.

Denne måde at være i verden på, hvor jeg agerer ud fra det sted i mig hvor jeg bare er, har ikke fået så meget plads indtil nu. Der har altid været en person/social norm/tanke der har fået for meget magt. Sådan at jeg forsøgte at passe ind, at tænke logisk, selvom jeg ikke er en skid logisk og faktisk ret stolt af min kreative hjerne! Sådan, at jeg troede, at jeg skulle diskutere på en bestemt måde for at ’være rigtig’. Sådan, at jeg troede, at den følelse jeg havde, hvis jeg, eksempelvis, ikke kunne argumentere logisk og ’vandt’ en diskussion betød noget om hvem jeg var. Jeg ved nu, at det er min frygt der taler når jeg tænker på denne måde. Jeg ved også hvad jeg skal gøre for at berolige mig selv når min reptil-hjerne (den med de forskellige hjerner tager vi en anden dag) spiller alle mulige skrækscenarier om og om igen. 

For eksempel:

Jeg er bare en forvirret kvinde.
Jeg er helt forkert fordi jeg ikke har en hjerne der tænker logisk.
Jeg er alt for følelsesmæssig sensitiv.
Jeg vil altid tabe en hvilken som helst diskussion.
Jeg er nødt til at deltage i diskussioner for at markere min grænse.
Jeg skal lukke ned for mit livsglade, umiddelbare, energiske jeg for at passe ind.
Jeg skal se ud på en bestemt måde/have sex-appeal/være tiltrækkende for at have værdi.
En mand skal validere, at jeg er klog nok, smuk nok, sjov nok.
Jeg skal sørge for at ’rydde op’ efter mig i mine relationer, ikke være til besvær for nogen.
Jeg skal altid være smilende, men ikke for meget så folk synes jeg trænger mig på eller, Gudinden forbyde det, lægger an på dem(!)

Well. Enough is enough! Så. Tadaaaa….første episode af wolfwoman tales. Tales fordi det virkelig er et eventyr jeg begiver mig ud på. Jeg ved ikke hvor jeg ender, det eneste jeg ved er, at det er vigtigt at jeg gør det. Jeg har varmet op og øvet mig længe. På at lukke op og lægge mærke til min indre wolfwoman. Jeg har ladet min vilde, utæmmede, kraftfulde, vrede, livsglade, kreative side få luft, især sammen med mine nærmeste, hvor jeg føler mig tryg og elsket. Nu er tiden kommet, hvor jeg går skridtet videre. Derfor har jeg forpligtet mig til at skrive wolfwoman tales. Her. Hver dag. Hver eneste fucking dag. Jeg er ikke helt tryg ved det. Men jeg ved, at det bare er min frygt der taler. Og nu gider jeg sgu ærlig talt ikke høre mere på den. I finally bored myself to death! Jeg er stålsat i troen på, at det, at være hudløst ærlig bringer mig et godt sted hen. For jeg har mærket i mig selv, hvordan ærlighed, selvom det er svært når ting skal siges, forbinder mig med jer andre. Og et meget centralt drive i mit liv er, at føle mig forbundet med jer andre. Og at lytte til hende, min indre ulv, bringer mig i kontakt med mig selv, min power, min kærlighed og min kreativitet. Og først når jeg er forbundet med mig selv, kan jeg forbinde mig til jer. Ulvekvinde-billedet er kode for adgang til power, kærlighed og kreativitet for mig. Og når jeg er DER er der ikke skyggen af ovenstående negative tanker om mig selv. Så VED jeg at jeg er en fantastisk, kraftfuld, kreativ, sjov osv….kvinde. Så ER jeg bare det. Så nyder jeg livet. Det er DER jeg vil være!

Hvis du vil med på dette joyride (hvilket ikke helt stemmer overens med definitionen af joyride, fordi det for det meste foregår i et ’stolen vehicle’ og der bestemt intet stjålent er ved vores indre ulvekvinde. Hun har altid været der og vil altid være der uanset om vi vælger at lytte eller ej) Så kom med! Hægt dig på. Vi skal finde ud af hvad vi kan og hvordan verden ser ud når vi tør agere fra wolfwoman-stedet i os selv. Vi skal hyle i flok skal vi! Forza!!

Jeg var så træt, at jeg ku tude

Da jeg gik og malede i min gamle lejlighed i mandags og mærkede den sammensnørrede fornemmelse i halsen vidste jeg, at jeg var ved at ha nået grænsen for hvad jeg kunne klare uden at holde pause 🍀

Vi har arbejdet på flytning i en måned nu. Malet det nye sted. Pakket i flyttekasser. Flyttet. Pakket ud af flyttekasser. Malet og gjort rent i den gamle lejlighed. Og i sidste uge/weekend var både mine unger og min søster + niece her. Hvilket var virkelig dejligt. Det er dejligt at dele det hele med dem. Og der HAR været meget den sidste måned 🍀

Ind i mellem flytning og pakning har jeg talt med ‘mine teenagere’ og i går talte jeg med en af dem, som er bosat udenfor Danmark. Jeg ELSKER mødet med dem. Live, på Skype, FaceTime, på messenger. Jeg synes at tale med teenagere er noget af det mest livsbekræftende der findes og jeg bliver simpelthen ladet op på batteriet af at høre om deres trængsler, om hvordan de har det og at støtte og guide dem. Jeg elsker at tale med alle mennesker, men denne gruppe af mennesker har virkelig mit hjerte og det kan de mærke. Der sker noget magisk i det møde. De føler sig hørt, set, ubetinget elsket og anerkendt og når vi gør det som mennesker så tør vi åbne op. Lidt efter lidt. Og så folder de her smukke, fine væsener sig ud og vi kan begynde at se på, hvad det er der går dem på og hvordan vi kan gøre noget ved det. Og det får jeg lov at se og tage del i 🍀

Tænk at have et arbejde som lader en op når man er flad på batteriet efter en måneds flytning og som fylder ens hjerte med kærlighed. DET er sgu meningen med arbejde. Nu er jeg færdig med flytning og sidder i min sofa, kigger ud over vandet og føler mig truly blessed🍀

Den der følelse når man ved, at man er det rigtige sted og alt klikker på plads. Om så kun for et kort øjeblik. Jeg har lært mig selv at huske at stoppe op og nyde når præcis DET øjeblik indfinder sig 🙏

Billedet har som sådan ikke noget med noget at gøre andet end, at jeg føler mig lidt ligesom hende der hønemor i mødet med ‘mine teenagere’. De kravler ind under huden på én. Heldigvis.

Ting der fik mig igennem min skilsmisse.

Jeg pakker i flyttekasser…på dag fucking 4!!!! Træt af det…☘️

Jeg pakker mit køkken ned i dag og mit blik falder på væggen ved siden af mit komfur. Der hænger billeder, tegninger og ting som har betydning. Da jeg står der og ser, falder en erkendelse på plads i mig. Nu ved jeg pludselig hvorfor jeg har gået og pinnet de her ting op på væggen, lige der hvor jeg ser det når jeg står og laver mad. Tanken: “Det her fik mig igennem min skilsmisse” melder sig og jeg kan se, hvor stor betydning det har haft for mig at fastholde billeder af mine børn, en kærlig, jordbunden mand, le petit Prince-energi. At have et helt konkret og visuelt billede af hvad lykke er for mig. Jeg vidste det ikke i de 6 år, hvor jeg gik og hængte det op. Jeg gjorde det bare fordi det gav mig en glad, varm følelse indeni når livet slog mig mod bolværket og det gjorde ondt☘️

Det er ikke det eneste der har fået mig igennem, men det er en vigtig brik i puslespillet og min pointe er, at jeg først får øje på hvor stor betydning det har haft for mig nu, hvor jeg er på vej til at træde ind i næste etape af mit liv. Der er en afslutning og en begyndelse her. Og så melder tanken sig☘️

Det fortæller mig at vores intuition, hjerter og hjerner rummer meget mere end vi kan erkende og forstå og at det er vigtigt at lytte og følge vores impulser. For der er mening med galskaben☘️

Jeg synes, at vi skal dele de gode strategier der får os igennem når livet slår hårdt. Hvad gør du, som andre kan have glæde af? Del i tråden sveske (fordi en sveske er sød) Vi har brug for dig!☘️

Delicate flower

Mig: ”Den og den siger, at jeg er sådan en, der ikke kan tåle at være stresset og ikke have øer af tid og ro, særlig lang tid af gangen uden at blive ramt… snøft” 
Hvilket jo, når man tænker over det, er en ret så ønskværdig sensitivitet at have i dette samfund – og i øvrigt har vedkommende ret…

Men jeg blev ramt på et ømt punkt (overbevisning), som bygger på, at man skal bide tænderne sammen, arbejde videre og overhøre kroppens signaler, når man nu næææsten kan se målstregen. Jeg har været i den situation mange gange og tror hver gang, at det er løsningen at blive ved, selvom jeg har blodsmag i munden. Og når jeg ikke kan arbejde ufortrødent videre og bliver sendt til tælling af min krop, så tror jeg altså på, at jeg er et sølle menneske, en svækling, jeg er blevet gammel…I mine tanker er jeg nærmest allerede gået på førtidspension pga. et HOLD I RYGGEN for fanden! Slap af dame!

Men det skider mine tanker da på. De kører rundt med mig indtil jeg undersøger dem, sømmer dem fast til væggen og ser. SER. På hvad det er, de gør ved mig og min måde at møde verden på. Og SÅ bliver der ro til at tage mig af mig selv, bygge op og invitere bevidsthed, opmærksomhed og langsommelighed tilbage i min krop. Justere min tilgang og min arbejdsmoral så den passer til MIG og det arbejde, jeg laver.

Tilbage til 
Mig: ”Den og den siger, at jeg er sådan en… blabla…snøftsnøft…”

Ham: Ser på mig. Aer mig på kinden. Smiler og siger: ”Delicate flower” 
Bum! Selvopfattelse ændret. Kærlighed mærket. Selvblidhed indtruffet. Humor indfundet sig. Love is the power.

Vi kan godt det her liv folkens! Sammen. Ræk ud. Tud. Lad dig overvælde. Vi er her, vi elsker dig, og vi ser dig, hvis du tør lade os se dig – og hvis du lader os se dig, kan vi hjælpe dig. Det vil vi nemlig gerne.

Når vi ikke tryller med dit liv

…arbejder jeg på en skole, for tiden mest i indskolingen. Hver dag kommer jeg beriget hjem. Jeg kommer også træt hjem. Bevares. Det er 5-8-årige børn, jeg har med at gøre, og de er larmende, grænsesøgende og åndssvagt irriterende ind imellem. Især når de kommer i grupper på 20+, hvilket klasser jo typisk gør.

Heldigvis fylder det mere, at jeg, hver eneste dag, har flere oplevelser med de enkelte børn, som fylder alle hjørner af mig ud med kærlighed til de her små sjæle. De vil så gerne connecte. Med deres klassekammerater. Med mig. Med dem de møder. De stinker til det nogle gange. De er territoriale ad helvede til og/eller små politimænd. Det er vildt at iagttage den entusiasme, de går til opgaven med, når de diskuterer med hinanden. Min opgave er altid at skabe rum for forståelse af den andens perspektiv og at skabe rammen for, at vi alle kan være der. Sammen. Flere gange om dagen skaber jeg rammen ved at være MEGET TYDELIG i mine verbale retningslinjer for, hvordan man opfører sig, så vi kan være der alle sammen. Endnu flere gange om dagen skaber jeg rammen for, at alle bliver set og hørt – og det er ikke altid verbalt. Eksempelvis kan jeg godt lide at gå en runde og lige give alle en mini-skuldermassage, når vi møder om morgenen. Det fleste kigger lidt overraskede og glade på mig, når det sker. For vi har travlt med at få ungerne og os selv ud ad døren om morgenen – og så kan man godt have brug for at blive grounded. For mig er det ikke det bog-faglige, der er mest i fokus. Det er, at de unger, jeg har med at gøre, kan mærke, at jeg værdsætter dem, og at de vokser og bliver store mennesker, der ved, at de er elskede og har værdi, som ikke er knyttet til præstation. Også selvom de er irriterende og grænseoverskridende ind imellem. Heldigvis kan jeg altid finde noget ved dem, som jeg holder af, og det forstørrer jeg, hvilket har den effekt, at jeg holder endnu mere af dem og kan se flere og flere ting ved dem, som er sødt, charmerende, sjovt.

Noget af det bedste, jeg ved, er, når jeg møder om morgenen, og på vej op ad trappen bliver mødt af børn, der krammer mine ben (!) og i forbifarten råber: ’Hej Kiiiit, hej Kitt-Kat’, eller hvad de nu ynder at kalde mig. Når jeg kigger ind i de der glade ansigter og taler med dem om, om de har sovet godt, om de er blevet klippet eller hører om at: ’I dag skal den og den med mig hjem og lege’ så bliver MIN dag instantly meget bedre. INSTANTLY! Og jeg har intet andet ønske end at gå på en trappe på en skole i Sydhavnen med larm, stress og jag og connecte med det barn, jeg taler med og udveksle ’Jeg ser dig, jeg hører dig, jeg holder af dig, du betyder noget for mig’ som jo er det, der foregår neden under snakken om frisurer, nye skoletasker og jokes om mine briller. Min mission er, at de børn, jeg kommer i berøring med i mit arbejde, føler sig set, trygge og elskede. Min mission for mig selv er at føle mig set, tryg og elsket – først og fremmest af mig selv, så jeg tør træde frem, åbent og ærligt, i mødet med morgen-trappe-børn, kolleger, forældre og hvem jeg ellers møder på min vej. For jeg har fundet ud af at, når jeg træder ærligt frem, så opstår magien imellem os. Så bliver jeg fyldt op og kan gå ud i verden og give det videre. Det er bæredygtighed, der giver mening. For vi LÆNGES, LÆNGES, LÆNGES efter anderkendelse, påskønnelse og kærlighed. Alle sammen.

Og når jeg går på den der trappe en morgen kl 7.57, så er jeg virkelig lykkelig…

Dette er min sandhed. Med Graham Grahams ord.

“There is a vitality, a life force, a quickening that is translated through you into action, and there is only one of you in all time, this expression is unique, and If you block it, it will never exist through any other medium; and be lost. The world will not have it. it is not your business to determine how good it is, nor how it compares with other expression. it is your business to keep it yours clearly and directly, to keep the channel open.”

–Graham Graham

Jeg har været væk fra min virksomhed i nogle år. Jeg har lukket den ned og har i mellemtiden taget en universitetsuddannelse og er blevet klogere på læring. Jeg er blevet skilt og er blevet klogere på livet, og jeg har fundet ud af, at det, der virkelig giver mening for mig i mit arbejdsliv er, at arbejde med mennesker, der undersøger deres stressfulde overbevisninger og derigennem finder ro.

Da jeg drev klinikken og arbejdede med zoneterapi, akupunktur og coaching, havde jeg hørt, at man skulle “fake it till you make it”. Så når jeg blev usikker på min egen formåen eller ikke vidste, hvad jeg skulle gøre, lod jeg som om, jeg kendte svarene alligevel. Det virkede i en vis forstand. I alt fald var jeg både i aviserne og en enkelt gang i tv for at fortælle om, hvad jeg beskæftigede mig med, og der var kunder i butikken. Det var utrygt at lade som om jeg var noget, jeg ikke var, men det var sådan, jeg troede, at man skulle gøre, hvis man ville have succes. Og det var vigtigt for mig at have succes med det, jeg lavede.

Nu er jeg startet op igen med coaching, og jeg kan mærke, at jeg ikke kan “fake it”. Det er ikke en mulighed for mig mere. Jeg vil ikke lade som om længere. Den eneste mulighed er at være ærlig. Ærlig omkring, hvis noget er uklart for mig, hvis der er brug for at vide mere, eller hvis jeg ikke ved, hvad der skal gøres. Det er det eneste, der virker for mig, både når jeg arbejder og i mit privatliv. Det er meget givende at opleve, hvad der sker i mine relationer, når jeg er helt ærlig omkring, hvad jeg ved, og hvad jeg ikke ved. Det er dybt tilfredsstillende arbejde.

Det har taget mig et stykke tid at komme frem til at være tro mod mig selv, at indse at min integritet er kostbar, og at jeg virkelig har noget at byde ind med, med et klart og ærligt udtryk. Jeg troede aldrig, at jeg skulle arbejde som selvstændig mere, men det er i de mellemliggeliggende år blevet klart for mig, at det ikke rigtigt er noget, jeg bestemmer. Ialt fald er alle veje ført tilbage til dette arbejde, som jeg brænder for. Så nu er jeg her, og jeg er klar til at bringe mine kompetencer i spil for at assistere jer bedst muligt, og jeg glæder mig til at gøre en forskel for så mange mennesker som muligt med dette arbejde!