Wolfwoman tales – Dag 11

Fabeku Fatunmise som jeg følger (tjek ham ud, han er supercool) har postet i dag om at være villig til at sidde i samtale med et andet menneske, som har det svært, uden at dømme, komme med gode råd og tale ind over den man sidder sammen med. 

At møde et andet menneske og kunne tale om hvordan livet nogle gange smadrer én ned i rendestenen gang på gang; så man efterhånden tror, at man aldrig kommer op igen. At kunne tale med om og forstå, hvordan det tærer på en persons stamina at gå igennem nederlag efter nederlag. At kunne sige, jeg har været der, jeg har haft min del lort i mit liv og jeg er her for og især SAMMEN med dig, i dette øjeblik for at høre din historie og undersøge, hvordan vi kan se den i et nyt perspektiv. At dele denne tid sammen med mine klienter, hvor der ikke findes en verden udenfor. Kun nærvær og kærlig undersøgelse af tanker og livsopfattelse. Det er hvad coaching handler om for mig. 

Coaching, i mit perspektiv, handler om, at gå ved siden af. Ikke foran eller over. Derfor er jeg fuldstændig åndssvagt vild med coaching som en vej til erkendelse. Erkendelse for både klient og coach vel at mærke. Når jeg coacher går jeg selv ind i samme undersøgelse, i mit eget liv. Det vil sige – når jeg stiller min klient et spørgsmål så går jeg til en lignende situation i mit eget liv. Og tro mig. Jeg kan altid finde én der ligner. Mennesker ligner hinanden og ingen tanke er ny, vi genanvender alle sammen stort set de samme tanker:

Han kan ikke lide mig
Hun synes jeg er for meget
De er ude på at få mig ned med nakken
Jeg burde ikke finde mig i det
Han respekterer mig ikke
Jeg burde være mere succesfuld/ha mere styr på mit liv
Jeg/de burde vide bedre
Jeg gør det rigtigt
Jeg gør det forkert
De gør det forkert
De gør det rigtigt
Jeg er en dårlig mor/far/barn/medarbejder/borger/menneske u name it…
…fyld selv ind

DERFOR er mine coaching samtaler altid vedkommende og interessante. Jeg går ind i undersøgelsen på lige fod. Forskellen på klienten og mig er, at jeg stiller spørgsmålene, men jeg bilder ikke mig selv ind, at jeg er klogere end den jeg sidder sammen med. Jeg afsøger mit eget indre terræn og får selv erkendelser, om mig selv, undervejs. Ren win-win. Og det er derfor jeg ELSKER ALLE MINE KLIENTER! For når du sidder med et menneske der, i selskab med dig, tør betræde sine egne indre mørke skovstier, hvor de sjældent selv kommer og se deres dæmoner i øjnene – så bliver du taknemmelig!…og fuld af kærlighed og ’jeg-ved-hvad-du-taler-om-for-jeg-har-været-i-en-lignende-situation over for det menneske. Der er bare ikke noget bedre. Mit liv er fuldendt i det øjeblik.

Hvis du sidder fast i et problem som du har brug for hjælp til at komme videre fra så skriv mig en pb eller mail mig på kitttvile@gmail.com. Så aftaler vi en gratis 15 minutters tlf. samtale for at finde ud af om det er mig du skal bruge til at hjælpe dig videre.

Wolfwoman tales – Dag 10

Der er ikke noget at hente i dag venner. 

Jeg er nede med synsforstyrrelser og hovedpine. Det er en tilbagevendende begivenhed i mit liv så det er ikke bekymrende, bare irriterende. Mit hovede gør ondt og er tungt og mine tanker er ikke i flow. 

Men jeg VILLE komme her forbi alligevel for det er dag nr. 10(1) og jeg vil fandme ikke lade mig (helt) kue af en gang hovedpine. 

Så wolfwoman I dag betyder, at komme her, uden noget at tilbyde andet end et råt spejlbillede af, hvordan jeg har det. Dårligt!

Jeg smutter i seng og plejer mig selv.

Wolfwoman tales – Dag 9.

Vi har været i Garderobeeksperten i dag. Det er der en butik i fucking Køge der hedder(!!) Det er der´ man har lyst til at spendere sin lørdag formiddag — Jeg var ikke begejstret, men der var en opgave, der skulle løses rent boligmæssigt og vi var desperate. 

Men jeg BLEV begejstret! For ind træder vi – og alt er IKKE som jeg havde forventet. 

JEG. 

ELSKER. 

FANDME. 

NÅR. 

DET.

SKER!! 

Vi skulle købe skydedøre, men endte med også at blive begejstrede for alle mulige køkkenløsninger. Og nu er jeg faktisk ikke normalt den, der går specielt meget op i køkkener. Eller skydedøre for den sags skyld (vi købte ikke køkken, skal det siges 🙂 Men. Denne her sælger. Han var sindssygt go til sit arbejde. Han kan li mennesker. Det kunne jeg helt tydeligt mærke. Og det fede var, at der var INGEN needyness fra hans side. Han mødte os, som om vi var et par gamle venner. Der var kaaaaffe. Der var vaaand. Der var ingen smalle steder. Men det mest bemærkelsesværdige var, at han var helt afslappet. Og jeg mener HELT! Og jeg har en veludviklet radar, der opfanger selv den mindste needyness. Jeg har det stramt med folk , der prøver at kontrollere mig eller at få mig til noget. Alle mine alarmklokker ringer. Jeg vil ikke bruge min energi på det. 

Derfor bliver jeg ret så glad, når jeg kan mærke, at det menneske, hos hvem jeg søger råd og vejledning, VED noget om det han taler om. At han informerer mig og respektfuldt tør at lade mig selv vurdere og afgøre om jeg kan bruge det, han kan tilbyde mig, til noget. Han var hjemme i sig selv og det er helt åndssvagt tillidsskabende.

Vi endte med at købe hele lortet af ham. Altså, ikke køkken som sagt. Men hele pakken med de der skydedøre. Selvom vi arbejdede med en løsning, der hed selv at slæbe dem 6 etager op og selv montere dem. Hans løsning var en skidego løsning, der i Køge, en lørdag formiddag. Og det er det stadig. 

Jeg vil være ham når jeg bliver stor. 
Nå nej vent! Jeg ER allerede ham, bare i kvindelig udgave. Jeg elsker mennesker. Jeg hjælper dem med at få løst et problem og jeg ved noget om det jeg laver. Jeg har verdens bedste job. 

Og det er sgu ret fedt, at træde ind et sted og tro, at nu skal man slææææbe sig igennem den næste time fordi det bare skal overstås(!) og så få en lektion i, hvordan man kan gøre sit arbejde endnu bedre. Det er jeg ret vil med. Det er livsbekræftende, at møde andre, som arbejder med det, de brænder for, at blive smittet af deres entusiasme og blive inspireret til, hvordan man OGSÅ kan møde mennesker i øjenhøjde og med kærlighed. 

Hvad brænder du for? 
Hvad tænder din gnist? 
Hvad giver dig energi?

Lad os inspirere hinanden!

Wolfwoman tales – Dag 8.

Dag 8 og jeg er tyndhudet. Du ved, den følelse hvor, at gemme sig i et hul virker som en go og effektiv løsning på alle dine problemer. Jeg har ikke så meget træning i at blive ved, når min indre kritiker er på banen. Der plejer min dyne, te og Netflix ,at virke som rigtig gode bud på en løsning. De er de bare ikke.

Jeg er mere trænet i at fortælle ANDRE hvordan de skal drage omsorg for sig selv og hvordan de skal få noget til at ske. DET kan jeg på rygraden! Jeg har været mere tryg ved, at være ’hende den kloge kvinde’ godt gemt i min egen hule af dyner og Netflix-serier, hvor mine tanker kørte i denne rille:

Du over-deler på de sociale medier
Du er helt klart ikke god nok
Du er en no-body
Det her kommer ikke til at virke
Hvem tror du egentlig du er?
Du er tydeligvis en fiasko
Folk er LIGEGLADE
Lad nu VÆRE med at gøre dig bemærket 
Det er ikke særligt specielt, det du laver
Du er ikke særlig speciel
Du får det hele til at handle om dig selv
Du er egoistisk

Flipper ud og gør det alligevel!

Wolfwoman tales – Dag 7.

Folkensfolkens! Jeg er virkelig glad og opløftet pga. noget der skete lige for lidt siden i Netto, som huskede mig på, hvorfor jeg elsker os mennesker. Jubiii!!!!

Så. Jeg står nede i Netto, i mine egne tanker og ud af det blå (fordi jeg ikke lægger mærke til en skid når jeg står i mine egne tanker) henvender en meget smilende og respektfuld, ung mand sig og siger: ”Undskyld, men jeg har glemt min pung (han kigger på sin fyldte kurv på gulvet) Er det sådan, at du vil betale for mig og så overfører jeg pengene til dig på mobilepay?” Jeg bliver lige slået ud af mit center der’ af, at et andet menneske ’bryder ind i min boble’ Det varer kun et par sekunder for jeg VED, at mit hjerte VIL jer andre så jeg ved godt, at det med at blive slået ud af mit center bare handler om, at min frygt er i gang med at beskytte mig mod løver og bjørne. Siden jeg ikke lige kan se nogle vilde dyr der i Netto overruler jeg min frygt og siger: ”Ja, selvfølgelig.”

Og i dette øjeblik DANSER alle mine celler og er ved at falde over hinanden i ekstase over, at der findes andre mennesker, der som mig, synes, at det er en go ide at spørge total strangers om hjælp når vi har brug for det. Jeg ELSKER at han spørger. Jeg elsker, at jeg er opmærksom nok til at overrule alle mine halvhjernede tanker om, hvorfor jeg skal blive inden i min hule – og i stedet siger ja. Jeg elsker at der, i denne udveksling, dannes et bånd og vi er venlige stemt overfor hinanden. Jeg har pludselig en ven. Jeg elsker, at vi begge bliver set af hinanden i det øjeblik.

Jeg elsker, at jeg går og smiler over hele femøren på vej tilbage til ’kontoret’ så alle jeg møder smiler tilbage, fordi de bliver BERIGET af min oplevelse i Netto. Hvilket beriger mig tilbage og gør mig endnu mere glad i låget. Vi hænger sammen om vi vil det eller ej. Vi ’samler op’ på energier vi møder, også i gadebilledet og cirkulerer den. Er det ikke fedt? 

Gad vide, hvad der ville ske, hvis vi alle sammen nægtede at tro på vores tanker om, at det er farligt at henvende sig til fremmede, at vi har for travlt, til at tage os af det, at…blahblahblaaaah…Gad vide, hvordan verden så ville se ud?

Wolfwoman tales – Dag 6.

Wolfwoman tales – Dag 6.

I dag tænker jeg på den svenske pige, Greta Thunberg. 
Jeg beundrer hende for hendes tydelighed når hun adresserer klimaspørgsmålet. Jeg tænker, at hun er modig. At det kræver mod, at stille sig op til en stor klimakonference og irettesætte topledere og berømtheder. Og så igen kræver det måske ikke mod. Af en som hende. Hun taler om, i et interview, at hun har Asbergers. Jeg er ikke ekspert, men jeg har arbejdet i folkeskolen og har mødt børn med Asbergers. De er lige så forskellige som vi andre er forskellige. Men der er visse fællestræk. 

Fra PsykiskSårbars’ hjemmeside: ”For at få stillet diagnosen skal der være vanskeligheder inden for tre områder: ved socialt samspil, ved social kommunikation samt manglende fleksibilitet/nedsat social forestillingsevne. Det giver sig udslag i en grundlæggende mangel på fornemmelse for, hvad der er rigtigt og forkert, passende og upassende.” 

Lad mig slå fast med det samme. Jeg er ikke tilhænger af, at kalde diagnoser for udviklingsforstyrrelser. Det fremkalder et meget snævert syn på mennesker og deres muligheder. Og i Greta Thunbergs, mit nye, unge ulvinde-idols, tilfælde synes jeg, at grundlaget for at kalde hendes diagnose en udviklingsforstyrrelse er meget tyndt. Ordet ’udviklingsforstyrrelse’ er negativt konnoteret, noget vi gerne vil behandle og justere os ud af. Mennesker med en udviklingsforstyrrelse er forkerte. 

Opråb!! Det er forkert! Det er helt galt, i min verden, at se mennesker som forkerte fordi de er wyred anderledes i hjernen. De er MENNESKER! Ikke diagnoser. Og i Greta Thunbergs tilfælde virker hendes Asbergers som en lille torpedo under hendes budskab. For hun er skideligeglad med de sociale spilleregler. Med at man skal respektere de voksne og tie stille i et rum fuld af autoriteter og berømtheder. Eller hun er ikke ligeglad. Hun kan bare ikke afkode de sociale spilleregler vi andre er underlagt – og som vi bruger åndssvagt meget energi på at navigere i. HVILKET ER ET FUCKING MIRAKEL(!) i denne her sammenhæng. Der ER BRUG for mennesker der kalder en spade for en spade. Og det gør hun den grad. Hun er så tydelig i sin fremstilling af, hvad det er, der sker og hvad de voksne laver, eller rettere ikke laver, og hvad der er brug for, at vi er NØDT til at høre efter. 

Hun er komplet uimponeret af Swartzeneggers anerkendelse og det kæmpe bifald fra salen, da hun sætter sig ned igen efter sin tale. Det tillægger jeg i øvrigt også hendes Asbergers, hvilket kun er fordi den historie understøtter mit argument 😉

Det er fantastisk! Her er et menneske, der ikke er til at købe for påskønnelse og bifald. Som jeg ser det, er den eneste måde man kan være i en situation hvor man leverer en meddelelse, af den kaliber, til topledere verden over, hvis man ikke er til at købe. Så længe leve den tilstand og de kemiske processer i hjernen, der skaber sådanne fantastiske mennesker! Vi er ikke ens. Vi skal ikke være ens. Og vi skal stoppe med, at behandle alle, der ikke passer ind i den lille boks vi kalder ’normale’, som om de er forkerte. De er helt RIGTIGE, er hvad de er. De har sindssygt mange ressourcer. Lad os påskønne dem, bruge og elske dem (ressourcerne OG menneskerne). 

Jeg sidder tit i samtale med unge mennesker, der føler sig forkerte, at de ikke passer ind, at ingen forstår dem. Enten fordi de er sensitive, har en ekstremt veludviklet sans for hvad der er rigtigt og forkert, for længst har afkodet de gruppedynamikker deres jævnaldrene agerer efter og nægter at deltage i det´cirkus, eller noget helt tredje. De her unge mennesker har åndssvagt mange ressourcer og sider af dem selv, som ikke kommer i spil – fordi de er bange for, hvad vi andre tænker om dem. Og det er ikke kun unge mennesker der bekymrer sig om, hvad vi andre synes om dem. Det gør vi alle – hvis I var i tvivl;-) Det er en del af det sociale spil ’som alle virker så forelskede i’ som GT siger (oh!! oh!! Hendes forbogstaver er GT you guys…hvor cool er det lige! Når jeg er sammen med disse, smukke unge mennesker så er det min mission, at vise dem, at vi ALLE længes efter at forbinde os med hinanden. At vi ALLE håber, at I andre ser os og anerkender os, at vi ALLE er villige til, at gå til yderligheder for at FÅ kærlighed, anerkendelse og bifald fra hinanden. Det er min opgave, sammen med dem, at undersøge andre perspektiver af dem selv i verden og i samspil med andre, så de kan slappe af og være de glade, ubekymrede, lysende mennesker de er, når de VED at de er elskede. At de ikke kan gøre noget forkert. 

En virkelig cool dame jeg kender siger: ”Hvis jeg havde en bøn ville den være: Fri mig for at søge anerkendelse, kærlighed og bifald fra andre.” (Byron Katie). 

Når jeg oplever Greta Thunberg ser jeg hvordan resultatet af den bøn ville se ud. Og jeg er taknemmelig for, at hun rejser sig op og bruger sin stemme så jeg, og alle andre kan se, at det er noget vrøvl at nogle mennesker ikke kan bruges. Vi har alle værdi, vi behøver ikke at gøre noget som helst for at bevise at vi har værdi. 

Du er IKKE i stykker – og gå så ud i verden og brug din stemme! 

(Meget passende afslutning her på valgdagen i øvrigt 😉

Wolfwoman tales – Dag 5.

Hvad er en tanke egentlig? Det er en konstruktion af ord efter hinanden. Men egentlig har tankerne ingen betydning. De kommer bare. Hele tiden. Som toget der kører forbi perronen. Vi kan selv vælge om vi vil stige på eller ej. Hvis vi ikke stiger på tanke-toget så kører det videre og der kommer et andet tog. Jeg kan godt li tog-metaforen fordi det gør det tydeligt for mig, at jeg selv bestemmer hvilke tanker jeg vil tro på. Men for at bestemme det er jeg nødt til først at blive opmærksom på, at min hjerne hele tiden præsenterer mig for tanker i en lind strøm. En mentor jeg kender kalder det ’Brain-farts’. Det tager ligesom luften lidt af ballonen… hahahaaaa. 

Men seriøst. Hvis det bare er hjerneprutter, der bliver lukket ud, er det nemmere for mig ikke at tage mine tanker så alvorligt. Så er de faktisk bare lidt irriterende og jeg bestemmer mig for, at ændre mine spisevaner. At holde op med at spise kål – for at blive i analogien. Heh..

Jeg havde en interessant snak med en kollega i dag og vi talte om, hvordan vores tanker vågner før vi gør om morgenen. Sådan, at når vi slår øjnene op, så kører tanketoget fandme allerede! 

MY GAAAAWD! 

Vores hjerne er på arbejde allerede inden vi slår øjnene op, i gang med at forberede morgenens menu af tanker. Nogle morgener er værre end andre og hjernen præsenterer os for en masse triviel snak, som gør, at vi vågner i en tilstand af frygt. Mild frygt vel at mærke. Men der er liiiige den der følelse af utilstrækkelighed og modstand. ’Aaargh…dem jeg skal holde møde med om det der projekt er helt sikkert imod min ide’ eller ’DET ER FUCKING UMULIGT AT NÅ ALT DET JEG SKAL NÅ I DAG!!’ eller en anden kedelig tanke. Men vi stiger troligt på tanke-toget hver morgen(!) og begynder at tænke os ud af det, ved at planlægge ruten eller lægge en strategi for at vinde dem over. Og næste morgen gør vi så præcis det samme igen. Og næste morgen. Og næste morgen. Det er jo vanvittigt! Hvorfor udsætter vi os selv for det, når vi kan stoppe det og udskifte tanke-menuen med lækre, smagfulde retter som vores krop og hjerne har meget bedre af i stedet?

Da jeg selv blev præsenteret for den mulighed udbrød jeg: ’Men…det betyder jo at jeg er nødt til at være opmærksom på mine tanker HELE TIDEN??! Det er jo sindssygt håååårdt!! 

Draaaaaamadramadrama….

SÅ hårdt var det altså heller ikke. Det er lidt svært fordi du skal ændre vaner, men det opvejes af hvor dejligt roligt der er i min hjerne, for det meste, nu. For det meste. Jeg er også et menneske. Helt sindssygt meget menneske faktisk… Men det er dejligt, at vide at selvom jeg stadig ’nyder mit drama’ på daglig basis – så kan jeg til enhver tid stoppe det. På den måde bliver det et valg. Og så virker det bare lidt halvhjernet at blive ved med at lide. Det gider jeg sgu ikke rigtig.

Og det er bare et vilkår. Tanke-toget kører hver morgen. Lidt ligesom Groundhog Day. Hver dag er morgenrutinen den samme.

*Læg mærke til tanker

*Hvis de er for åndssvage så hiv den anden menu ned af hylden.

*Hvis de er glade, positive tanker så go with the flooooow og nyd det! 

De er for det meste for åndssvage. Så er det bare på med arbejdshandskerne. Hermed en opfordring folkens. 

Vi kan godt det her! 

Er I med?

Wolfwoman tales – Dag 4.

Jeg har lige haft en samtale med to seje arkitekter, der er til menneskeopbevaring sammen med mig hver dag. Menneskeopbevaring er et tiltag Københavns Kommune har til ledige, der hedder ’tidlig indsats’. Meningen med det skal man lede længe efter, men rent praktisk fungerer det sådan, at hvis man gerne vil have sine dagpenge, som man har indbetalt til hver måned, og som er en forsikring(!) i det tilfælde, at man skulle blive arbejdsløs, så skal man møde op hos ’tredje aktør’, hver dag kl 9-15. Her skal vi stemple ind når vi kommer, og ud når vi går. Man arbejder i selvledende netværksgrupper. Det går ud på, at man sidder ved hver sit bord med hver sin computer og skriver ansøgninger, ser film, er på Facebook eller piller næse). Eller man deltager i workshops omkring emner man, i min alder i alt fald, har hørt om mange gange i sit liv. Det kan være, hvordan man skriver en jobansøgning, et CV, hvordan man skal være synlig på LinkedIn osv. 

Der er sikkert nogen der får noget ud af de workshops – det er bare ikke mig. Der er sådan nogle flotte plancher på væggene, hvor der står noget i retning af: ’Vi tager udgangspunkt i dig og tilrettelægger dit forløb så det passer til dig’. Det passer bare ikke. Jeg har i alt fald ikke talt med en eneste af de 4 rådgivere der er tilknyttet, siden de to minutters samtale jeg havde med en af dem den første dag, som handlede om at give håndtryk, finde ud af hvad jeg hed og om jeg havde nogle spørgsmål. Det lugtede en lidt af, at nogen skulle vinge mit navn af på en liste. Jeg møder ind, finder en plads og sidder der indtil kl 15. Om jeg begriber, hvorfor vi skal betale ’tredje aktør’ en masse penge for at trække energien ud af ledige, som i forvejen kæmper med stigmatisering og lavt selvværd. Det er sgu ikke i orden!

Heldigvis mødte jeg de her to glade piger, som heller ikke gad hænge med næbbet fordi nogen har bestemt, at for at få deres dagpenge, skal de sidde her 6 timer om dagen, og vi talte om, hvordan vi kunne få det bedste ud af det. Der blev fortalt historier om Heartland, om at dyppe rugbrødet i cocktailen og om, hvad vi beskæftiger os med af spændende ting, når vi ikke er her. 

Det virkelig positive ved, at være her er, at jeg får rig mulighed for, at ’tænke med vilje’ som jeg skrev om i går. Hvis jeg ikke har fokus på mine tanker så fortæller de mig:

Jeg er en taber.
Det er unfair, at jeg skal sidde her.
Jeg er for go til det her sted.
Jeg får aldrig succes med det jeg laver.
Hvem tror jeg overhovedet jeg er…BLAHBLAHBLAHblahblaaaaa….mere selvnedvurderende snak…

SÅ JEG TÆNKER MED VILJE!
Og når jeg undersøger mine tanker finder jeg ud af, at det IKKE er unfair, at jeg skal sidde her. Det betyder ikke, at det ikke er noget lort, men det er ikke unfair. Jeg kan bare gå. Men jeg har taget et valg om, at jeg vil have mine dagpenge og hvis jeg vil det, så er reglen, at jeg skal sidde her 6 timer om dagen. Der er ingen der tvinger mig. Aaaah…det føles meget bedre. 

En anden positiv ting er, at jeg har masser af tid til, at tænke over, hvad jeg vil skrive i min daglige wolfwomanpost. Hvilken luksus. 

En tredje positiv ting er, at hvis det var sandt, at jeg var for go til det her sted så ville jeg nok ikke tale med de andre, der var her. Så ville jeg isolere mig og gå glip af en hyggelig og vedkommende snak, en pause. Så ville jeg ikke genopdage, hvad jeg allerede ved, at mennesker er beregnet til at forbinde sig med hinanden, at vi VIL hinanden. Det ligger i vores DNA. Vi er flokdyr. Vi opløfter hinanden og hjælpe hinanden så snart vi ser vores snit til det. De her to piger gør, at jeg synes det er ok at skulle afsted igen i morgen. Hurra for det! Hurra for mennesker vi ikke kender, som vi lærer og kende og finder ud af, er skidesøde!
Så. Jeg får masseret min retfærdighedsmuskel (som er stærk i forvejen). Jeg kan mærke, at det ikke er i orden at opbevare mennesker på denne måde og jeg synes, at det er mærkeligt, at der ikke er andre der råber, at kejseren ikke har noget tøj på. Men det bliver helt klart for mig, at det er mit eget valg om jeg vil være her. Og Jeg har rig mulighed for, at øve mig i at tænke med vilje, at vende mine tanker om, at finde det positive. Og det betyder IKKE at det negative ikke også er der. Det er det, og de to ting kan fint leve side om side i mig. Det gør det bare meget nemmere for mig at nyde mit liv samtidig, hvilket altid er mit primære mål. At nyde livet!

Wolfwoman tales – Dag 3

Når jeg står op kan jeg gå ind i min stue og se ud over vandet i Sydhavnen. Jeg kan gå ud på altanen og nyde morgenen og stilheden. Tit står jeg der og bliver meget taknemmelig. Det kan jeg mærke som en sansning i min krop. Forleden skete det imens der var to teenagedrenge der morgengryntende gik rundt i bar overkrop, fandt Cherrios frem og satte sig små-morgen-snakkende ved bordet. Så stod jeg der, midt i stuen, og blev helt overvældet af taknemmelighed. Nu skrev jeg om i går, at det ikke er smart at overhøre sine følelses-alarmklokker. Jeg skrev om alarmklokkerne i forbindelse med at opdage når en grænse er blevet overtrådt og vi eksempelvis bliver kede af det, eller vrede. 

I Teenage-Cherrios-morgen-konteksten bruger jeg også alarmklokken. Her gør jeg det for at opdage, at jeg faktisk står der midt i mit liv og har det rigtig godt! Er taknemmelig og glad for det jeg har og sætter pris på det, jeg har opnået. Jeg ved nemlig, at jeg bor hvor jeg bor, har de dejligste unger og den dejligste kæreste på grundlag af de beslutninger jeg har taget og de tanker jeg har tænkt. Hvis jeg ikke husker mig selv på, at det er MIG der har gjort det, fået tingene til at ske, kan mine tanker få mig til at tro, at ’det bare var noget der skete’ uden min indblanden. OG DET ER DET IKKE. For jeg ved, hvordan man tænker med vilje og når vi tænker med vilje sker der ting og sager! 

Derfor har jeg forfinet evnen til, at stoppe op når jeg opdager at jeg står der og er fyldt af taknemmelighed, kærlighed og glæde og registrere det. Det har jeg gjort fordi jeg opdagede, at min default er, at have så travlt (i mine tanker), at jeg måske lige registrerer, at jeg er glad, men så med det samme bevæger mig videre til noget andet. Det er ikke fordi jeg føler mig hverken stresset eller travl. Det er en tanke-ting og hvis vi ikke styrer vores tanker, så styrer de os. Tanker er der hele tiden. Det er vores hjernes job at producere tanker. Så hvis vi har en sund hjerne er der tanker det meste af tiden. Det kan vi ikke ændre på og det behøver vi heller ikke, at prøve på. Det er faktisk ret interessant når vi begynder at lytte til, hvad vores tanker fortæller os, om os selv og om andre, og at begynde at undersøge om tankerne er sande. Mere om det en anden gang. Det var et sidespring for at sætte konteksten. For når jeg opdager, at jeg faktisk står et sted og er møg-lykkelig, så gælder det for mig om, at sætte mine tanker på bænken et øjeblik og virkelig nyde det øjeblik, der er opstået. 

Så jeg har lært mig selv en ’abandon tanke-mission- teknik’ uanset hvad jeg tænker, for jeg ved, at det ikke er vigtigt. Jeg fokuserer istedet 100% på følelsen i min krop, på at trække vejret dybt og NYDE øjeblikket. Så hvis du ser mig stå et sted og se henført ud, så er det, der sker. Jeg nyder og tager ind – og det er de bedste high’s jeg har haft. Gå hjem stimulanser! Når jeg er DER, hvor jeg virkelig føler mig taknemmelig og fyldt af kærlighed så er der ikke brug for fredagsvinen (især ikke der om morgenen 😉 Der ER bare ikke andet end dette øjeblik. Jeg træder lige ind i et meditativt rum og der hverken er andet, eller er brug for andet. Når jeg træder ud i verden, morgentrafik og arbejde fra det sted så kan intet rykke mig ud af mit center. Så er jeg kærlig, nysgerrig, lyttende. Så er jeg hjemme. Så ejer jeg det jeg har opnået i mit liv og ved, hvem jeg er!

WWWWWoouuuuuuuuu….

Wolfwoman tales – Dag 2

Vi skal lige tale om det med kommatering. Jeg er åndssvagt dårlig til det. Jeg gider ikke, at gøre en indsats for at lære det nu. Hvis du er en af de seje mennesker der er nede med kommaer og ikke kan holde ud at se på kommaer smidt ind med en møggreb, så scroll videre. Du vil blive sindssyg af at læse mine skriv. 

Og nu vi er ved det. Jeg bander også lidt. Det gir lige sproget et skud chili når der er brug for det synes jeg. Hvis du heller ikke kan holde det ud så find en der taler dit sprog, som du nyder at læse/lytte til. Det vil gøre os begge mere glade.

Jeg var en meget og utilnærmelig vred teenager. Jeg syntes sindssygt mange forhold i verden var URETFÆRDIGE og at der BURDE GØRES NOGET VED DET! Så jeg udviklede en for hård passiv aggressiv attitude, som så har været uforholdsmæssig svær at komme af med igen. 

Vi har svært ved at håndtere vrede, og især åbenlyst, vrede kvinder i vores del af verden. Det ligger ikke rigtigt til skandinaver at vise vrede. Jeg ved ikke, hvad der er sket siden vikingerne, men jeg ville fandme gerne have levet dengang der var skjoldmøer til! De er megaseje! Vikings på Netflix er virkelig inspirerende at se, når man søger gode kvindelige rollemodeller. Der er ikke langt fra følelse til handling. Det kan jeg godt li. Selvom jeg ikke bryder mig særlig meget om blod og massakre-delen. Det er mere princippet i at mærke en følelse og lade den leve, jeg henter inspiration i. 

Senere i livet har jeg lært, at vrede viser sig når en grænse er blevet overtrådt. Hvis jeg overhører den lille alarmklokke som vreden er, så dunker jeg hende den lille dyrebare pige indeni mig oven i hovedet med en eller anden historie om, at hun ikke har ret til sin følelse. Det resulterer i, at hun retirerer til den lille mørke boks, jeg har bygget til hende, i mit hoved. Det er ikke smart. Det er ligesom at gå rundt med en lille sten i skoen, ikke at tage sig af sine følelses-alarmklokker. 

Socialisering og samfundsnorm byder os ikke at vise åbenlys vrede. Vi kvinder kan være ret så ustyrlige når vi bliver vrede. Vi er sjældent logiske. Eller… det er jo ikke sandt. Jeg er ikke, og jeg kender andre kvinder, der heller ikke er. Jeg ved ikke med alle de andre. Den slags vrede er der ikke mange mennesker der tør være i nærheden af. Ind imellem kommer jeg til at såre den, jeg er vred på. Det er aldrig meningen. Hvis jeg ikke bevarer min forbindelse til wolfwoman er jeg hurtig til, at tabe hovedet. Det betyder, at jeg er blevet virkelig god til at sige undskyld! For jeg er et autentisk menneske. Både når jeg taber hovedet, og når det går op for mig, at jeg har været en spade. Det, at være autentisk betyder, at være det, man giver sig ud for. At være ærlig. Og det har jeg fundet ud af er det eneste der virker. Altid. Min øvelse består i, at give udtryk for min vrede uden, at andre får en dosis af drageflammen. Jeg tror, at det, at jeg ind imellem bliver revet med af min vrede er en af grundende til, at jeg forstår og kan mærke de teenagere jeg arbejder med. Jeg ved sgu godt hvor de er. For jeg lader stadig mig selv få kontakt til det sted i mig selv, der er pissesurt, uretfærdigt, ustyrligt og ildspydende engang imellem. Det er faktisk en kæmpe fordel i mit arbejde.

Vrede er en del af følelsesregistret. Det er lige så neutralt som glæde, ked af det-hed og sorg. Jeg siger ikke at følelsen FØLES neutral. Jeg siger, at kvaliteten af følelserne er den samme. Det er energi der rejser sig og flyder igennem kroppen (min udlægning fordi det billede virker for mig) og hvis vi forsøger at stoppe den mærker vi det med det samme. Vrede varer længere hvis vi forsøger at undertrykke den. Den kan udvikle sig til bitterhed og det er altså en skidedårlig ide at gå rundt og være bitter. Det er DIG der får et dårligt liv af det. De andre, dem du er bitter på, er ret ligeglade. GET OVER IT! Få hjælp til at gette over it, hvis du sidder fast. Bitterhed er kedeligt. 

Glæde vil vi af en eller anden grund gerne have varer længere. For vi har lært at glæde er en helt okay følelse at have. Men vrede… uha. Den skal pakkes væk. Og hvis du lægger mærke til følelsen i din krop når du er vred, er den egentlig ret fed. Der er power i vrede. Den kan flytte noget! Først og fremmest i os selv. OG jeg mener ikke, at vi skal til at overfuse andre. Men når jeg taler fra min vrede, uden at spy ild, så kan jeg selv og andre mærke det. Det indgyder respekt og når oplevelsen af, at indgyde respekt og at kunne sætte sin grænse bundfælder sig, så er der læring på buffeten. Så lærer vi, at det gør en forskel i vores liv når vi åbner munden, når vi står op for os selv og den lille pige. Hun er i realiteten også ret så træt af at blive dunket oven i hovedet og lukket ned i det kedelige, mørke rum. LUK HENDE UD OG RIV RUMMET NED!

…og begynd at lægge mærke til, hvordan din sunde, kloge, legesyge wolfwoman vågner. Hvem ved, hvad der så sker??