Wolfwoman tales – Dag 22

Kender du det, at du bliver ved med at bokse med det samme irriterende problem i dit liv? Det vender ligesom bare tilbage, hver gang du tror at NU er det løst, NU er det gået over, NU er du på magisk vis blevet mere voksen, mere reflekteret… Lige indtil det SAMME skide problem rammer dig lige ret i nakken igen, fandme!

Sådan et problem har jeg haft, stort set lige siden jeg mødte ham. I et lille område af vores relation var der lige det ‘der, som ikke fungerede. Det har været problematisk for at sige det mildt. Jeg har simpelthen ikke kunnet finde ud af, hvad det VAR der var så åndssvagt svært. Men svært var det. Jeg har bebrejdet mig selv, skældt mig ud, prøvet at være ’rigtig’ (problemet er bare, at jeg stinker til at spille skuespil så den går ikke særlig længe).

Jeg har tænkt: ”Du ARBEJDER med det her for helvede! Tag dig nu sammen. Find ud af det!” Lige lidt hjalp det. Jeg har godt vidst at lorten lå hos mig så at sige. Jeg har bare ikke vidst hvad den bestod af, for at blive i retorikken. Men det har jeg nu. Nu har jeg retning. Nu ved jeg hvor jeg skal kigge når der opstår gnidninger igen (og selvfølgelig opstår der gnidninger igen, det er ikke en unicorns og candyfloss verden vi lever i). Jeg ved, hvor jeg skal kigge, fordi jeg gør det hårde arbejde. Jeg vender mig ikke bort når der er problemer. Eller lige først gør jeg, nogle gange. Men så går jeg på head on! Det er det eneste der virker for mig. At gå på head on selvom jeg er rædselsslagen for, hvad jeg opdager.

Jeg bruger The Work – den metode jeg selv bruger i min coaching. Jeg kontakter min personlige work-dude og så går vi på opdagelse sammen i mit sind. Han faciliterer mig i min undersøgelse. And…

WE.

BRAKE.

FOR.

NOBODY!!

Eller JEG gør 😉 han gør ikke og det er det, der er humlen. Lige der´ lader jeg mig selv være præcis så bange som jeg er og han holder rummet for, at jeg kan gå ind og kigge. Gå ind i mit sinds mørke. Der, hvor jeg aldrig har turde kigge før. Og så sidder jeg med mig selv og det, der dukker op. Jeg kæmper med mit sinds drager og onde krigere, og det er noget af det mest skræmmende og tilfredsstillende jeg har oplevet på samme tid. At se, hvad mit eget ansvar er i problemet, at se de strategier jeg bruger for at overleve i en virkelighed jeg selv skaber. En virkelighed, hvor jeg er alene, forladt og udstødt. At tilgive mig selv, at tilgive de andre. Alt dette er en del af den forløsning der skal til for, at jeg kan se nye muligheder, grine af mig selv, være kreativ og gå videre med løftet pande.

Livet ser helt anderledes ud når jeg kommer ud på den anden side. Jeg tror ikke på de samme historier om, at andre kan styre mit liv og mit humør. Jeg ved, at jeg selv er 100% ansvarlig for, at skabe den virkelighed jeg oplever. Det kan lyde som noget hippie-pis.

Jeg er ligeglad.

Det virker for mig og jeg bliver et meget bedre menneske af det. Eller, jeg er jo det samme menneske, reelt set, jeg bliver bare mere åben, imødekommende og inkluderende. Og det virker for mig. Og resten af verden. Det gør verden til et bedre sted, at der er fred i mit sind.

—–

Det samme kan jeg gøre for dig. Jeg holder rummet for dig. Vi går på opdagelse sammen, kæmper med dine drager og giver dem nogle dødsstød blandet med nogle ordentlige smækkys. Det giver dig fred til at gå videre med sænkede parader og løftet pande og til at mærke hvad du EGENTLIG er i stand til (det er meget mere end du tror). Vi løser dit problem. Eller det løser sig selv, når du ser på de historier du fortæller dig selv og finder ud af, hvad der er sandt for dig.

Jeg har plads til flere klienter og hvis du er sådan en, der vil leve dit liv i stedet for at blive ved med at klynke, så vil du elske at arbejde sammen med mig. Jeg bliver aldrig træt af at se gnisten og humoren vende tilbage i menneskers øjne. Jeg elsker det, og det er number one reason til at jeg er coach.

Mine forløb består af 9 sessioner a´ 55 min for 6.600 kr.

Jeg har også enkeltsessioner, men tro mig, du vil ha et helt forløb med mig. Jeg er en problemløsningsninja!

Kontakt mig på mail kitttvile@gmail.com, tlf 61694594 eller ping mig på Messenger så vi kan få dig ud over stepperne!

Wolfwoman tales – Dag 19

Vedholdenhed er ikke min stærke side. Jeg er mere som Tarok – en spurter. I dag er der ikke så meget energi på batteriet og mine tanker hjælper ikke. Normalt ville dette være en dyne og Netflix-dag, men jeg har committed mig til HVER dag, så her er jeg. Jeg møder op fordi jeg har lovet mig selv det. Jeg er i gang med at bygge muskel. Vedholdenhedsmuskel. Og det tager tid. Jeg har kun været i mit mentale fitnesscenter i 18 dage. 

So stop whining and get to work! 

Derfor møder jeg op og skriver i dag selvom mine tanker siger:

Du er for træt
Du har brug for en pause
Vi kan godt liiiiige springe i dag over
Du har alligevel ikke noget interessant at sige
Du er en svindler
De opdager snart at du ikke bidrager med noget af værdi
Dine 17 days of fame er overstået
Folk er trætte af dig
Gad vist om der ikke er noget derovre, der er MEGET mere interessant?? Lad os kigge på det…

Det er som om, at vores hjerne forsøger at bilde os ind at hvis vi ikke har skrevet en PhD om det, så er det ikke interessant, klogt og vedkommende nok til at vi må optage plads med det (jf. post fra i går)

TO HELL WITH IT! 

Her er jeg. Hele mig. Jeg har ikke noget specielt intellektuelt at byde på. Men derfor har jeg værdi alligevel i kraft af at 

Jeg.

Er. 

Her.

Jeg har fuldt ud ret.

Til.

At.

Være.

Her. 

Selvom jeg ikke er produktiv. Klog. Smart. Hurtig. Fuld af peps! Det er okay. Jeg er et menneske. Jeg trækker vejret og ser på himlen. Mere skal der ikke til. 

Mod det uendelige univers!

Wolfwoman tales – Dag 18

Hvad ville der ske, hvis vi kvinder begyndte at eje den plads vi optager i verden? Og jeg mener IKKE at vi skal slås mod mændene. Jeg elsker mænd. Jeg synes de er fantastiske og kloge og gode til livet. Jeg mener at tage plads, ved at insistere på at give os selv lov til at være her. Med hele os.

Jeg coacher jævnligt kvinder, der pludselig sidder helt tårefyldte i min sofa og siger: “Det handler om retfærdighed. Jeg føler mig uretfærdigt behandlet.” Så taler vi om den lille, dyrebare pige som vi pakker væk, hver gang vi føler os uretfærdigt behandlet. Fordi ‘piger ikke skal fylde noget, gøre væsen af sig, være vrede, sætte en grænse, fylde for meget’ være SIG SELV for helvede! 

Vi er ikke kun os selv når vi er glade, grinende, sexede, smukke. Vi er i lige så høj grad os selv når vi er uforståelige, vrede, grædende og smådepressive. Det er ikke comme il faut. Men hvis vi starter med at forlade os selv når vi falder udenfor ‘den pæne pige’ er løbet kørt. 

Der er brug for at lytte til hende, give hende plads, være med hende. Og jeg mener ikke at springe i luften og lade galden flyde ud over alt og alle. Faktisk mener jeg præcis det modsatte. 

Stilhed med hende. Ikke fortælle nogen andre om det, du oplever. I første omgang i alt fald. I anden omgang måske. Men KUN til folk du kan stole på tager imod hende med åbne arme, kærlighed og opmuntring.

IT’S TIME!
Du er den du har ventet på ❤️

Wolfwoman tales – Dag 17

Nu kommer det vigtige!!

Kender du det, at ud af det blå, sker der noget, som bryder fuldstændig ind i din, ellers så velordnede lille verden, hvor du har fuld kontrol?

Det sker ca. ret så tit for mig, at der er et eller andet, der trigger mig så jeg bliver sindssygt irriteret, vred eller ked af det. Især i mit parforhold (jeg lever sammen med en meeeeget tålmodig mand) og i forhold til mine børn. Det er vores parforhold og familie, der trigger os allermest og derfor er det også det sted, hvor vi har allerstørst potentiale for vores personlige udvikling. Det kan man vælge at se på som en gave og jeg ved, hvad jeg skal gøre når lortet brænder på og temperaturen i stuen stiger til kogepunktet eller daler til frysepunktet, alt efter hvilke dynamikker der kører imellem os. 

Eller. Det lød meget kålhøgen. Ind imellem ved jeg overhovedet ikke, hvad jeg skal gøre. Men så ved jeg det alligevel for jeg ved, at det ALDRIG hjælper at grave sig ned eller gå i flyverskjul. Jeg ved, at det eneste, der kan bringe os tættere på hinanden igen er, at tale sammen. Også selvom jeg synes, min partner eller mine børn er kæmpe idioter, der ikke FATTER HVORDAN DET ER AT VÆRE MIG… snøøøft….

Så jeg gør tre ting:

1. Sikrer en åben linje ved at tage kontakt til den anden. Også selvom jeg ikke ved hvad jeg skal sige på forhånd. Jeg taler ud fra min intention og det jeg kan mærke i stil med: ”Jeg har lagt mærke til dette…” Fyld selv ind fra den fælles parforholds-tankepool: Vi skændes om de huslige pligter, vi taler ikke sammen, vi laver ikke noget sammen, vi lever hvert sit liv, jeg føler mig ikke anerkendt, elsket, set, vi har ikke sex (for the love of all that is holy – gør noget ved det!!) ”…det gør mig ked af det. Jeg har ikke lyst til, at vi bevæger os i denne her negative spiral. Jeg vil hellere tale ud fra det savn jeg kan mærke.” 

Jeg tager min del af ansvaret, fordi jeg HAR en del af ansvaret. Altid. Og så taler jeg henimod der hvor jeg gerne vil hen, fordi jeg vil derhen hurtigst muligt! Min hjerne vil forsøge at fortælle mig, at jeg ikke skal indrømme noget, at det er et nederlag, at det er DEN ANDENS skyld. Til det siger jeg: ”Tak hjerne, vær venlig at tage plads i hjørnet” og går videre.

2. Jeg undersøger mine tanker. Jeg har to virkelig seje metoder til det. De tager begge udgangspunkt i en undersøgelse af tankerne og de sparker begge røv(!) i forhold til at rykke ved mit verdensbillede og få mig derhen, hvor jeg bedre kan acceptere tingenes tilstand og handle. 

Jeg arbejder ud fra livssynet: 

TAKE. NO. HOSTAGES.

Min hjerne vil rigtig gerne argumentere for at placere skyld, men jeg er ubestikkelig når det kommer til at holde mig til formen, når jeg undersøger mine tanker. Derfor bliver udfaldet altid positivt. Fordi det virker! Jeg ender altid med at kunne se nye muligheder og perspektiver og er mere åben, når vi senere taler sammen om problemet. Og jeg kalder det problemet. For det er et problem, ikke en udfordring. Eller det er det også. Men det er sgu først og fremmest et problem!

3. Jeg er opmærksom på min INTENTION når vi taler sammen. Jeg spørger mig selv: 

Hvad vil jeg med denne relation? 
Er det sandt, det jeg skal lige til at sige nu? Hvis ikke, så siger jeg det ikke. 
Hjælper det, jeg vil sige til større forståelse, eller grænsesætning? 

Jeg ’tager den anden ind’ (hvilket faktisk er skidesvært når ens hjerne fortæller én at det er FARLIGT!!! At man ikke skal blotte en flanke. At det er et kæmpe nederlag at åbne sig.) Her beder jeg også min hjerne tage plads i hjørnet. For den lyver og den bidrager ikke til at løse problemet. Det er IKKE farligt. Der er ingen løver og bjørne i miles omkreds. 

Men hold kæft hvor jeg kæmper med det. Det er ikke nemt for nogen. Så hvis du synes det er svært, er jeg med dig – og jeg ved at du kan! For hvis jeg kan, kan du også.

Det betaler sig, at arbejde for en bedre relation. Til min partner, til mine børn, til mine venner og kollegaer. Men først og fremmest til mig selv. Fordi det hele starter med mig og mit perspektiv på tingene og den eneste, jeg kan ændre ved, er mig selv. Det er en fortærsket sætning at sige, at du skal elske dig selv først. Men det er også rigtigt. Og hvordan gør vi så det? I relationer gør jeg det som beskrevet her, men der er mere til det. 

To be continued….

Wolfwoman tales – Dag 16.

Jeg er lidt ramt af den der tennis/golf albue og så kom jeg i tanke om…HEEY jeg kan give mig selv akupunktur!! Det var ligesådan dengang jeg havde bihulebetændelse i en uge og pludselig kom i tanke om, at jeg er akupunktør. Det er som om jeg helt glemmer, at jeg har de kompetencer når jeg SELV er syg. Det er meget sødt, men ikke altid så effektivt. Nå. I med nogle nåle og væk var bihulebetændelsen! No shit. Det var flippet.

I dette tilfælde spiller jeg med handicap fordi jeg er venstrehåndet, men jeg rammer også ret godt med højre, viser det sig. De sidder hvor de skal. 

Jeg gir armen lidt ro i dag så der bliver ikke en lang afhandling. Men jeg har IKKE glemt det der vigtige jeg skal fortælle jer. I har det bare til gode lidt længere…

Wolfwoman tales – Dag 15

Tak for jeres deltagelse i test-af-ulvehylet- posten. Det er meningsfuldt og vedkommende, at skrive, joke og dele erfaringer med jer her. Det gør mig glad. Jeg vil meget hellere lave noget meningsfuldt, som dette, end at scrolle i blinde og like. Jeg vil gerne have en dialog i gang om det, jeg synes er interessant. 

En platform som Facebook er en gave, hvis man gerne vil i lag med folk. Og uuuuh, jeg vil gerne i lag med jer!! Gudindens datter (aka min, heh) har sammenlignet mig med en meget insisterende hund, sikkert labrador, der sætter sig ved siden af dig og stirrer på dig, samtidig med at den logrer med relativt stor kraft på dit ben.

Jeg VED, at hun mener det kærligt, hun er ligesom bare mere til katte… og jeg kan drive hende til vanvid, med min insisterende logren. For det meste overgir hun sig og synes det er meget sjovt, som når vi tager på ulvehylsekspedition. Jeg drager stor fordel af hendes kloge, logiske hovede i mange sammenhænge – jeg synes jo bare, at det jeg har at sige, eller det ´der lige gik op for mig er VIGTIGT! Og det skal ud hurtigst muligt. Ellers glemmer jeg det og så er det tabt for evigt. Og det ville være synd, for jeg får vildt mange pudsige indfald og gode ideer, faktisk…

Nå. Det var slet ikke det jeg ville skrive om, men det blev det. Jeg ville skrive om noget andet VIGTIGT! Men det gemmer jeg til i morgen. 

STAY TUNED

Hvis du har brug for min kærlige, insisterende opmærksomhed på en problemstilling du sidder fast i, så kontakt mig, så vi kan få dig videre ud over stepperne i dit liv!

Mine coaching sessions koster lige nu og frem til 1. juli halv pris – 400kr. Så skynd dig at få glæde af det inden prisen stiger og ring, skriv, PM, send en brevdue. Jeg ville elske at jamme med dig!

Mail: kitttvile@gmail.com. Tlf 61694594.

Wolfwoman tales – Dag 13.

Jeg coacher ind imellem nogle vilde unge. De kæmper med at finde sig til rette i overgangen mellem barn og voksen. For nogle løber det helt af sporet og de gør ting, som, på os andre, virker horrible. Her taler vi ikke om at sige ’skrid din dumme so’ til sin mor. Vi taler derimod om fysisk vold, at være tiltrukket af bandemiljøet, ikke at kunne gå i skole og andre ting, som vidner om, at her er en ung, der har brug for fucking hjælp! 

Jeg har kærlige, kompetente forældre som ikke aner deres levende råd og føler sig revet itu og unge, som ikke kan overskue hvad deres handlinger har af konsekvenser, men som har det ad helvede til, fordi de mister hovedet og temperamentet løber af med dem. Ind imellem ligger der diagnoser, som ikke er udredt, til grund for dette, men det er ikke altid. Nogle gange er det ’bare’ fordi der er ting, der er gået galt, man drejede den forkerte vej på den forkerte dag, på det forkerte tidspunkt og så kan man ikke finde tilbage. 

Hvor ville jeg ønske, at vores system tog bedre hånd om disse familier. Det er IKKE godt nok, at de professionelle i skolesystemet og det offentlige, der har med disse familier at gøre, ikke har mandat, tid og råd til at reagere prompte og sætte ind med psykologbistand, udredninger og hele apparatet når det løber af sporet. Jo allerhelst INDEN, når man kan se, at det er den vej det går. 

Lange arbejdsgange gør, at de unge og deres familier LIDER i uger og måneder. Det gør ondt i mit hjerte at være vidne til. Midt i det hele sidder der så en ung, som er gået over en grænse og som, i lange venteperioder ikke har NOGEN SOM HELST værktøjer eller voksne at støtte sig til for at komme videre. Det er fandme hjertenskærende! 

Der er ingen mennesker der ad sig selv VÆLGER at opføre sig på denne måde. Hvis vi andre troede på de tanker disse unge tror på, så ville vi sgu også skabe os helt åndssvagt. Derfor har de her unge og deres forældre mit hjerte. De kæmper på trods og vi, som samfund, bude tage os sammen og tage os bedre af dem!

Wolfwoman tales – Dag 12.

Ikke så mange ved, at jeg er musiker. At jeg hjemme i min stue synger og growler, højt – selvom jeg bor i lejlighed(!) Jeg bruger musik, sang, lyde til at sanse livet på en anden måde end man kan, når man interagerer med verden på normal vis. 

Nogle gange har jeg lyst til at synge noget powerfuldt med masser af distortion og andre gange nyder jeg at synge helt stille, med luft på stemmen. Min sang afspejler min indre tilstand, men den kan også ændre min indre tilstand. Jeg bruger sang aktivt til at ændre mit humør, hvis jeg eksempelvis er helt nede i kulkælderen. Så finder jeg et vredt, powerfuldt nummer og lærer at synge det. Når jeg synger, mærker jeg min krop og min lyd på en anden måde. Jeg kan træde ind i et andet rum og ændre mit perspektiv med sangen. 

Jeg bruger den legende, humoristiske tilgang fra sangen i min coaching. Ikke aktiv(endnu). Jeg får ikke mine klienter til at synge (endnu) men jeg ved, at det at råbe, sige mærkelige og sjove lyde eller at udtrykke sig som et dyr gør noget ved hele vores system. Det vækker os til live. Det er effektivt til at hjælpe os ud af en fastlåst tilstand, og man har før hørt mig opfordre til at tage ud til stranden eller i skoven og gå lyd-amok. At gi’ den som løve – helt nede fra maven. Eller ged. Bare fordi det lyder sjovt. Eller som Ronja Røverdatter når hun bryder ud i sit forårshyl. 

Vi er ikke så vant til at være højlydte her til lands. KAN man godt det? Synge, brøle eller bræge i det offentlige rum? 

I dare you til at træde ud af normen — Du kan jo starte med at synge en helt tilforladelig, stille sang imens du cykler til arbejde i morgen. Eller find et stille sted, hvor ingen kan høre dig og BRØØØL eller endnu bedre HYYYL som en ulv. Et liiille ulvehvalpe-hyyyyl i bilen måske?? Jeg hylede som en ulv i bilen på vej hjem i dag. Det var befriende og det lød sjovt!

Post din oplevelse her i tråden. Kom nu. Vi kan godt! Det er ikke farligt og hvis du lader dig selv være mere afslappet, giver du os andre lov til det samme. Det er meningen at livet skal være sjovt.