Wolfwoman tales – Dag 17

Nu kommer det vigtige!!

Kender du det, at ud af det blå, sker der noget, som bryder fuldstændig ind i din, ellers så velordnede lille verden, hvor du har fuld kontrol?

Det sker ca. ret så tit for mig, at der er et eller andet, der trigger mig så jeg bliver sindssygt irriteret, vred eller ked af det. Især i mit parforhold (jeg lever sammen med en meeeeget tålmodig mand) og i forhold til mine børn. Det er vores parforhold og familie, der trigger os allermest og derfor er det også det sted, hvor vi har allerstørst potentiale for vores personlige udvikling. Det kan man vælge at se på som en gave og jeg ved, hvad jeg skal gøre når lortet brænder på og temperaturen i stuen stiger til kogepunktet eller daler til frysepunktet, alt efter hvilke dynamikker der kører imellem os. 

Eller. Det lød meget kålhøgen. Ind imellem ved jeg overhovedet ikke, hvad jeg skal gøre. Men så ved jeg det alligevel for jeg ved, at det ALDRIG hjælper at grave sig ned eller gå i flyverskjul. Jeg ved, at det eneste, der kan bringe os tættere på hinanden igen er, at tale sammen. Også selvom jeg synes, min partner eller mine børn er kæmpe idioter, der ikke FATTER HVORDAN DET ER AT VÆRE MIG… snøøøft….

Så jeg gør tre ting:

1. Sikrer en åben linje ved at tage kontakt til den anden. Også selvom jeg ikke ved hvad jeg skal sige på forhånd. Jeg taler ud fra min intention og det jeg kan mærke i stil med: ”Jeg har lagt mærke til dette…” Fyld selv ind fra den fælles parforholds-tankepool: Vi skændes om de huslige pligter, vi taler ikke sammen, vi laver ikke noget sammen, vi lever hvert sit liv, jeg føler mig ikke anerkendt, elsket, set, vi har ikke sex (for the love of all that is holy – gør noget ved det!!) ”…det gør mig ked af det. Jeg har ikke lyst til, at vi bevæger os i denne her negative spiral. Jeg vil hellere tale ud fra det savn jeg kan mærke.” 

Jeg tager min del af ansvaret, fordi jeg HAR en del af ansvaret. Altid. Og så taler jeg henimod der hvor jeg gerne vil hen, fordi jeg vil derhen hurtigst muligt! Min hjerne vil forsøge at fortælle mig, at jeg ikke skal indrømme noget, at det er et nederlag, at det er DEN ANDENS skyld. Til det siger jeg: ”Tak hjerne, vær venlig at tage plads i hjørnet” og går videre.

2. Jeg undersøger mine tanker. Jeg har to virkelig seje metoder til det. De tager begge udgangspunkt i en undersøgelse af tankerne og de sparker begge røv(!) i forhold til at rykke ved mit verdensbillede og få mig derhen, hvor jeg bedre kan acceptere tingenes tilstand og handle. 

Jeg arbejder ud fra livssynet: 

TAKE. NO. HOSTAGES.

Min hjerne vil rigtig gerne argumentere for at placere skyld, men jeg er ubestikkelig når det kommer til at holde mig til formen, når jeg undersøger mine tanker. Derfor bliver udfaldet altid positivt. Fordi det virker! Jeg ender altid med at kunne se nye muligheder og perspektiver og er mere åben, når vi senere taler sammen om problemet. Og jeg kalder det problemet. For det er et problem, ikke en udfordring. Eller det er det også. Men det er sgu først og fremmest et problem!

3. Jeg er opmærksom på min INTENTION når vi taler sammen. Jeg spørger mig selv: 

Hvad vil jeg med denne relation? 
Er det sandt, det jeg skal lige til at sige nu? Hvis ikke, så siger jeg det ikke. 
Hjælper det, jeg vil sige til større forståelse, eller grænsesætning? 

Jeg ’tager den anden ind’ (hvilket faktisk er skidesvært når ens hjerne fortæller én at det er FARLIGT!!! At man ikke skal blotte en flanke. At det er et kæmpe nederlag at åbne sig.) Her beder jeg også min hjerne tage plads i hjørnet. For den lyver og den bidrager ikke til at løse problemet. Det er IKKE farligt. Der er ingen løver og bjørne i miles omkreds. 

Men hold kæft hvor jeg kæmper med det. Det er ikke nemt for nogen. Så hvis du synes det er svært, er jeg med dig – og jeg ved at du kan! For hvis jeg kan, kan du også.

Det betaler sig, at arbejde for en bedre relation. Til min partner, til mine børn, til mine venner og kollegaer. Men først og fremmest til mig selv. Fordi det hele starter med mig og mit perspektiv på tingene og den eneste, jeg kan ændre ved, er mig selv. Det er en fortærsket sætning at sige, at du skal elske dig selv først. Men det er også rigtigt. Og hvordan gør vi så det? I relationer gør jeg det som beskrevet her, men der er mere til det. 

To be continued….

Skriv et svar