Wolfwoman tales – Dag 4.

Jeg har lige haft en samtale med to seje arkitekter, der er til menneskeopbevaring sammen med mig hver dag. Menneskeopbevaring er et tiltag Københavns Kommune har til ledige, der hedder ’tidlig indsats’. Meningen med det skal man lede længe efter, men rent praktisk fungerer det sådan, at hvis man gerne vil have sine dagpenge, som man har indbetalt til hver måned, og som er en forsikring(!) i det tilfælde, at man skulle blive arbejdsløs, så skal man møde op hos ’tredje aktør’, hver dag kl 9-15. Her skal vi stemple ind når vi kommer, og ud når vi går. Man arbejder i selvledende netværksgrupper. Det går ud på, at man sidder ved hver sit bord med hver sin computer og skriver ansøgninger, ser film, er på Facebook eller piller næse). Eller man deltager i workshops omkring emner man, i min alder i alt fald, har hørt om mange gange i sit liv. Det kan være, hvordan man skriver en jobansøgning, et CV, hvordan man skal være synlig på LinkedIn osv. 

Der er sikkert nogen der får noget ud af de workshops – det er bare ikke mig. Der er sådan nogle flotte plancher på væggene, hvor der står noget i retning af: ’Vi tager udgangspunkt i dig og tilrettelægger dit forløb så det passer til dig’. Det passer bare ikke. Jeg har i alt fald ikke talt med en eneste af de 4 rådgivere der er tilknyttet, siden de to minutters samtale jeg havde med en af dem den første dag, som handlede om at give håndtryk, finde ud af hvad jeg hed og om jeg havde nogle spørgsmål. Det lugtede en lidt af, at nogen skulle vinge mit navn af på en liste. Jeg møder ind, finder en plads og sidder der indtil kl 15. Om jeg begriber, hvorfor vi skal betale ’tredje aktør’ en masse penge for at trække energien ud af ledige, som i forvejen kæmper med stigmatisering og lavt selvværd. Det er sgu ikke i orden!

Heldigvis mødte jeg de her to glade piger, som heller ikke gad hænge med næbbet fordi nogen har bestemt, at for at få deres dagpenge, skal de sidde her 6 timer om dagen, og vi talte om, hvordan vi kunne få det bedste ud af det. Der blev fortalt historier om Heartland, om at dyppe rugbrødet i cocktailen og om, hvad vi beskæftiger os med af spændende ting, når vi ikke er her. 

Det virkelig positive ved, at være her er, at jeg får rig mulighed for, at ’tænke med vilje’ som jeg skrev om i går. Hvis jeg ikke har fokus på mine tanker så fortæller de mig:

Jeg er en taber.
Det er unfair, at jeg skal sidde her.
Jeg er for go til det her sted.
Jeg får aldrig succes med det jeg laver.
Hvem tror jeg overhovedet jeg er…BLAHBLAHBLAHblahblaaaaa….mere selvnedvurderende snak…

SÅ JEG TÆNKER MED VILJE!
Og når jeg undersøger mine tanker finder jeg ud af, at det IKKE er unfair, at jeg skal sidde her. Det betyder ikke, at det ikke er noget lort, men det er ikke unfair. Jeg kan bare gå. Men jeg har taget et valg om, at jeg vil have mine dagpenge og hvis jeg vil det, så er reglen, at jeg skal sidde her 6 timer om dagen. Der er ingen der tvinger mig. Aaaah…det føles meget bedre. 

En anden positiv ting er, at jeg har masser af tid til, at tænke over, hvad jeg vil skrive i min daglige wolfwomanpost. Hvilken luksus. 

En tredje positiv ting er, at hvis det var sandt, at jeg var for go til det her sted så ville jeg nok ikke tale med de andre, der var her. Så ville jeg isolere mig og gå glip af en hyggelig og vedkommende snak, en pause. Så ville jeg ikke genopdage, hvad jeg allerede ved, at mennesker er beregnet til at forbinde sig med hinanden, at vi VIL hinanden. Det ligger i vores DNA. Vi er flokdyr. Vi opløfter hinanden og hjælpe hinanden så snart vi ser vores snit til det. De her to piger gør, at jeg synes det er ok at skulle afsted igen i morgen. Hurra for det! Hurra for mennesker vi ikke kender, som vi lærer og kende og finder ud af, er skidesøde!
Så. Jeg får masseret min retfærdighedsmuskel (som er stærk i forvejen). Jeg kan mærke, at det ikke er i orden at opbevare mennesker på denne måde og jeg synes, at det er mærkeligt, at der ikke er andre der råber, at kejseren ikke har noget tøj på. Men det bliver helt klart for mig, at det er mit eget valg om jeg vil være her. Og Jeg har rig mulighed for, at øve mig i at tænke med vilje, at vende mine tanker om, at finde det positive. Og det betyder IKKE at det negative ikke også er der. Det er det, og de to ting kan fint leve side om side i mig. Det gør det bare meget nemmere for mig at nyde mit liv samtidig, hvilket altid er mit primære mål. At nyde livet!

Skriv et svar