Wolfwoman tales – Dag 2

Vi skal lige tale om det med kommatering. Jeg er åndssvagt dårlig til det. Jeg gider ikke, at gøre en indsats for at lære det nu. Hvis du er en af de seje mennesker der er nede med kommaer og ikke kan holde ud at se på kommaer smidt ind med en møggreb, så scroll videre. Du vil blive sindssyg af at læse mine skriv. 

Og nu vi er ved det. Jeg bander også lidt. Det gir lige sproget et skud chili når der er brug for det synes jeg. Hvis du heller ikke kan holde det ud så find en der taler dit sprog, som du nyder at læse/lytte til. Det vil gøre os begge mere glade.

Jeg var en meget og utilnærmelig vred teenager. Jeg syntes sindssygt mange forhold i verden var URETFÆRDIGE og at der BURDE GØRES NOGET VED DET! Så jeg udviklede en for hård passiv aggressiv attitude, som så har været uforholdsmæssig svær at komme af med igen. 

Vi har svært ved at håndtere vrede, og især åbenlyst, vrede kvinder i vores del af verden. Det ligger ikke rigtigt til skandinaver at vise vrede. Jeg ved ikke, hvad der er sket siden vikingerne, men jeg ville fandme gerne have levet dengang der var skjoldmøer til! De er megaseje! Vikings på Netflix er virkelig inspirerende at se, når man søger gode kvindelige rollemodeller. Der er ikke langt fra følelse til handling. Det kan jeg godt li. Selvom jeg ikke bryder mig særlig meget om blod og massakre-delen. Det er mere princippet i at mærke en følelse og lade den leve, jeg henter inspiration i. 

Senere i livet har jeg lært, at vrede viser sig når en grænse er blevet overtrådt. Hvis jeg overhører den lille alarmklokke som vreden er, så dunker jeg hende den lille dyrebare pige indeni mig oven i hovedet med en eller anden historie om, at hun ikke har ret til sin følelse. Det resulterer i, at hun retirerer til den lille mørke boks, jeg har bygget til hende, i mit hoved. Det er ikke smart. Det er ligesom at gå rundt med en lille sten i skoen, ikke at tage sig af sine følelses-alarmklokker. 

Socialisering og samfundsnorm byder os ikke at vise åbenlys vrede. Vi kvinder kan være ret så ustyrlige når vi bliver vrede. Vi er sjældent logiske. Eller… det er jo ikke sandt. Jeg er ikke, og jeg kender andre kvinder, der heller ikke er. Jeg ved ikke med alle de andre. Den slags vrede er der ikke mange mennesker der tør være i nærheden af. Ind imellem kommer jeg til at såre den, jeg er vred på. Det er aldrig meningen. Hvis jeg ikke bevarer min forbindelse til wolfwoman er jeg hurtig til, at tabe hovedet. Det betyder, at jeg er blevet virkelig god til at sige undskyld! For jeg er et autentisk menneske. Både når jeg taber hovedet, og når det går op for mig, at jeg har været en spade. Det, at være autentisk betyder, at være det, man giver sig ud for. At være ærlig. Og det har jeg fundet ud af er det eneste der virker. Altid. Min øvelse består i, at give udtryk for min vrede uden, at andre får en dosis af drageflammen. Jeg tror, at det, at jeg ind imellem bliver revet med af min vrede er en af grundende til, at jeg forstår og kan mærke de teenagere jeg arbejder med. Jeg ved sgu godt hvor de er. For jeg lader stadig mig selv få kontakt til det sted i mig selv, der er pissesurt, uretfærdigt, ustyrligt og ildspydende engang imellem. Det er faktisk en kæmpe fordel i mit arbejde.

Vrede er en del af følelsesregistret. Det er lige så neutralt som glæde, ked af det-hed og sorg. Jeg siger ikke at følelsen FØLES neutral. Jeg siger, at kvaliteten af følelserne er den samme. Det er energi der rejser sig og flyder igennem kroppen (min udlægning fordi det billede virker for mig) og hvis vi forsøger at stoppe den mærker vi det med det samme. Vrede varer længere hvis vi forsøger at undertrykke den. Den kan udvikle sig til bitterhed og det er altså en skidedårlig ide at gå rundt og være bitter. Det er DIG der får et dårligt liv af det. De andre, dem du er bitter på, er ret ligeglade. GET OVER IT! Få hjælp til at gette over it, hvis du sidder fast. Bitterhed er kedeligt. 

Glæde vil vi af en eller anden grund gerne have varer længere. For vi har lært at glæde er en helt okay følelse at have. Men vrede… uha. Den skal pakkes væk. Og hvis du lægger mærke til følelsen i din krop når du er vred, er den egentlig ret fed. Der er power i vrede. Den kan flytte noget! Først og fremmest i os selv. OG jeg mener ikke, at vi skal til at overfuse andre. Men når jeg taler fra min vrede, uden at spy ild, så kan jeg selv og andre mærke det. Det indgyder respekt og når oplevelsen af, at indgyde respekt og at kunne sætte sin grænse bundfælder sig, så er der læring på buffeten. Så lærer vi, at det gør en forskel i vores liv når vi åbner munden, når vi står op for os selv og den lille pige. Hun er i realiteten også ret så træt af at blive dunket oven i hovedet og lukket ned i det kedelige, mørke rum. LUK HENDE UD OG RIV RUMMET NED!

…og begynd at lægge mærke til, hvordan din sunde, kloge, legesyge wolfwoman vågner. Hvem ved, hvad der så sker??

2 thoughts on “Wolfwoman tales – Dag 2

  1. Charlotte Jolak says:

    Åååååhh Kitt….Du er jo GENIAL! Jeg EEEELSKER simpelt hen din blog. 😍
    Dine tanker taler lige ind i mig. Jeg mærker dem som ægte, uspolerede, (og upolerede) fine, oprindelige, levende, frie, naive (i ordets reneste, mest positive form), excentriske, vedkommende og mest af alt ærlige. Jeg mærker de vækker genklang i mit indre, som tanker, jeg ved, stammer fra dig, men som for mig ligeså godt kunne stamme fra et eller andet sted i universet, hvor ekkoet af skabelsens lyd stadig runger, eller fra udspringet af tanketræernes kraftfulde rødder. Jeg mærker, at når jeg åbner mig for de ord og deres betydning giver det ilt til min sjæls egen flamme. Jeg mærker hvordan jeg er forbundet til noget større, end mig selv. Det føles vildt opløftende!
    Jeg føler mig så privilegeret over at have verdens sejeste ulveveninde. At få lov til at følge din vilde udvikling, alt imens jeg træder mine egne spæde begyndende skridt og føler livet mere og mere intenst. Jeg håber inderligt at du får mange med på bølgen 🏄🏻‍♀️🐬
    Glæder mig til at læse mere!
    Tak for dig Kitt og tak for livet. Det er faktisk det fedeste der findes. 😉💪❤️

Skriv et svar