Wolfwoman tales – Dag 1

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal starte. Så nu starter jeg bare midt i det hele og arbejder mig igennem derfra. Det er faktisk sådan jeg tænker bedst. Min hjerne er bare ikke bygget særlig lineært eller logisk op. Den er mere som sådan et stort rum med ALT indeni. Der er tanker, sansninger, farver, musik, glæde, ked-af-det-hed, vrede, ekstatisk hyper-ness osv. Det er en blandet landhandel derinde. Jeg kan godt li det og jeg kan fint navigere i det. Jeg har det helt fint med at agere ud fra en blanding af intuition og realitetstjek. 

I. 

Den. 

Rækkefølge.

Denne måde at være i verden på, hvor jeg agerer ud fra det sted i mig hvor jeg bare er, har ikke fået så meget plads indtil nu. Der har altid været en person/social norm/tanke der har fået for meget magt. Sådan at jeg forsøgte at passe ind, at tænke logisk, selvom jeg ikke er en skid logisk og faktisk ret stolt af min kreative hjerne! Sådan, at jeg troede, at jeg skulle diskutere på en bestemt måde for at ’være rigtig’. Sådan, at jeg troede, at den følelse jeg havde, hvis jeg, eksempelvis, ikke kunne argumentere logisk og ’vandt’ en diskussion betød noget om hvem jeg var. Jeg ved nu, at det er min frygt der taler når jeg tænker på denne måde. Jeg ved også hvad jeg skal gøre for at berolige mig selv når min reptil-hjerne (den med de forskellige hjerner tager vi en anden dag) spiller alle mulige skrækscenarier om og om igen. 

For eksempel:

Jeg er bare en forvirret kvinde.
Jeg er helt forkert fordi jeg ikke har en hjerne der tænker logisk.
Jeg er alt for følelsesmæssig sensitiv.
Jeg vil altid tabe en hvilken som helst diskussion.
Jeg er nødt til at deltage i diskussioner for at markere min grænse.
Jeg skal lukke ned for mit livsglade, umiddelbare, energiske jeg for at passe ind.
Jeg skal se ud på en bestemt måde/have sex-appeal/være tiltrækkende for at have værdi.
En mand skal validere, at jeg er klog nok, smuk nok, sjov nok.
Jeg skal sørge for at ’rydde op’ efter mig i mine relationer, ikke være til besvær for nogen.
Jeg skal altid være smilende, men ikke for meget så folk synes jeg trænger mig på eller, Gudinden forbyde det, lægger an på dem(!)

Well. Enough is enough! Så. Tadaaaa….første episode af wolfwoman tales. Tales fordi det virkelig er et eventyr jeg begiver mig ud på. Jeg ved ikke hvor jeg ender, det eneste jeg ved er, at det er vigtigt at jeg gør det. Jeg har varmet op og øvet mig længe. På at lukke op og lægge mærke til min indre wolfwoman. Jeg har ladet min vilde, utæmmede, kraftfulde, vrede, livsglade, kreative side få luft, især sammen med mine nærmeste, hvor jeg føler mig tryg og elsket. Nu er tiden kommet, hvor jeg går skridtet videre. Derfor har jeg forpligtet mig til at skrive wolfwoman tales. Her. Hver dag. Hver eneste fucking dag. Jeg er ikke helt tryg ved det. Men jeg ved, at det bare er min frygt der taler. Og nu gider jeg sgu ærlig talt ikke høre mere på den. I finally bored myself to death! Jeg er stålsat i troen på, at det, at være hudløst ærlig bringer mig et godt sted hen. For jeg har mærket i mig selv, hvordan ærlighed, selvom det er svært når ting skal siges, forbinder mig med jer andre. Og et meget centralt drive i mit liv er, at føle mig forbundet med jer andre. Og at lytte til hende, min indre ulv, bringer mig i kontakt med mig selv, min power, min kærlighed og min kreativitet. Og først når jeg er forbundet med mig selv, kan jeg forbinde mig til jer. Ulvekvinde-billedet er kode for adgang til power, kærlighed og kreativitet for mig. Og når jeg er DER er der ikke skyggen af ovenstående negative tanker om mig selv. Så VED jeg at jeg er en fantastisk, kraftfuld, kreativ, sjov osv….kvinde. Så ER jeg bare det. Så nyder jeg livet. Det er DER jeg vil være!

Hvis du vil med på dette joyride (hvilket ikke helt stemmer overens med definitionen af joyride, fordi det for det meste foregår i et ’stolen vehicle’ og der bestemt intet stjålent er ved vores indre ulvekvinde. Hun har altid været der og vil altid være der uanset om vi vælger at lytte eller ej) Så kom med! Hægt dig på. Vi skal finde ud af hvad vi kan og hvordan verden ser ud når vi tør agere fra wolfwoman-stedet i os selv. Vi skal hyle i flok skal vi! Forza!!

Skriv et svar