Jeg var så træt, at jeg ku tude

No comments

Da jeg gik og malede i min gamle lejlighed i mandags og mærkede den sammensnørrede fornemmelse i halsen vidste jeg, at jeg var ved at ha nået grænsen for hvad jeg kunne klare uden at holde pause 🍀

Vi har arbejdet på flytning i en måned nu. Malet det nye sted. Pakket i flyttekasser. Flyttet. Pakket ud af flyttekasser. Malet og gjort rent i den gamle lejlighed. Og i sidste uge/weekend var både mine unger og min søster + niece her. Hvilket var virkelig dejligt. Det er dejligt at dele det hele med dem. Og der HAR været meget den sidste måned 🍀

Ind i mellem flytning og pakning har jeg talt med ‘mine teenagere’ og i går talte jeg med en af dem, som er bosat udenfor Danmark. Jeg ELSKER mødet med dem. Live, på Skype, FaceTime, på messenger. Jeg synes at tale med teenagere er noget af det mest livsbekræftende der findes og jeg bliver simpelthen ladet op på batteriet af at høre om deres trængsler, om hvordan de har det og at støtte og guide dem. Jeg elsker at tale med alle mennesker, men denne gruppe af mennesker har virkelig mit hjerte og det kan de mærke. Der sker noget magisk i det møde. De føler sig hørt, set, ubetinget elsket og anerkendt og når vi gør det som mennesker så tør vi åbne op. Lidt efter lidt. Og så folder de her smukke, fine væsener sig ud og vi kan begynde at se på, hvad det er der går dem på og hvordan vi kan gøre noget ved det. Og det får jeg lov at se og tage del i 🍀

Tænk at have et arbejde som lader en op når man er flad på batteriet efter en måneds flytning og som fylder ens hjerte med kærlighed. DET er sgu meningen med arbejde. Nu er jeg færdig med flytning og sidder i min sofa, kigger ud over vandet og føler mig truly blessed🍀

Den der følelse når man ved, at man er det rigtige sted og alt klikker på plads. Om så kun for et kort øjeblik. Jeg har lært mig selv at huske at stoppe op og nyde når præcis DET øjeblik indfinder sig 🙏

Billedet har som sådan ikke noget med noget at gøre andet end, at jeg føler mig lidt ligesom hende der hønemor i mødet med ‘mine teenagere’. De kravler ind under huden på én. Heldigvis.

Leave a Reply